fredag den 23. september 2016

'Zero Waste - Full Awareness' Projekt; #1 post

Mit navn er Sofia og jeg er en del af Ungdom NOAH,
en miljøorganisation for unge mellem 15 og 25 år. 

Jeg har påbegyndt mit personlige projekt
'Zero Waste - Full Awareness'. 

Jeg vil formindske eller håbenligt fuldkommen eliminere mit affald, blive oplyst om forbrugs- og madkulturen og prøve at ændre min livstil. 


Lauren Singer og Zero Waste
Det hele startede en sen eftermiddag, hvor jeg havde fået fri fra arbejde. Jeg sad og så forskellige TEDtalks på Youtube, da jeg faldt over 'Why I live a zero waste life'. 
Lauren Singer lever et affaldtfrit liv og har de sidste 3 år kun produceret skrald der kan være inden i et glas på 475 mL. Jeg har tidligere hørt om Lauren Singer, da jeg for noget tid siden så en kort video på Facebook om hende og hendes livstil. Som de fleste mennesker må have været, var jeg imponeret et sekund og fortsatte derefter i mit hverdagsliv.
Men da jeg stødte på hende for anden gang, gav jeg mig ekstra tid til at tænke over, hvad hun rent faktisk sagde. Hun beskrev, hvordan al vores mad er dækket af plastik. Hvordan vi levede rundt omkring plastik konstant og at vi havde accepteret denne kendsgerning. 
Jeg bed især mærke i hendes kommentar om, at dette var den optimale måde for hende at leve i overenstemmelse med hendes personlige overbevisninger. Se videoen  herunder.



Links til Lauren Singer: facebook og blog

Question Everything 
For første gang i mit liv satte jeg spørgsmålstegn ved ideen om en skraldespand og hvad den rent faktisk indholdte. Det er sjældent at man betvivler hverdagsting, fænomener og regler vi er opvokset med. Men som Einstein sagde; "The important thing is to never stop questioning."
Det første der skete var, at jeg så skrald over alt. Hvordan kunne jeg slet ikke have set det før? Ikke blot lå der affald på gaden, men også oppe i træerne og på min skole.
Jeg gik til bogklubmøde, hvor den medbragte kage var købt, pakket ind i tynd plastik og papir, og hvor vi drak sodavand fra en plastikflaske i vores plastikkopper, som vi bagefter smed i plastikposen, der var trukket ud over plastikskraldespanden. 
Jeg var i skole, hvor jeg afviste at få et kopiark, men hvor jeg skrev noter med tuscher og klistermærker. Tuscher varer ikke evigt og klistermærkerne fjernede jeg fra små plastik-papir-ark. 
Til vores ugentlige Ungdom NOAH møde, havde vi engangs-teposer og rodfrugtschips i en luftfyldig pose. 
På mit arbejde som cafearbejder brugte jeg latex engangshandsker til at gøre rent, gik ud med store affaldssække og masser af pap. 
Fredag aften gik jeg til fest på min skole, hvor vi drak øl af pantsatte plastikkrus. 
Da jeg først så det, kunne jeg som sagt ikke stoppe.

Zero Waste i København?
Jeg begyndte straks at tænke; Hvordan kan jeg leve uden affald i København? Lauren Singer køber ind i butikker uden embalage, og til mit store held var LØS lige åbnet på Vesterbro, hvor jeg bor hos min far. 
Jeg besøgte LØS for første gang, hvor jeg talte med ejeren Frederik. Jeg kiggede rundt på deres udvalg. De sælger alt fra rengøringsmiddel til olier, soltørrede tomater, te og krydderier, salt og peper, nødder og melsorter. Og cookies. Hele deres udvalg er økologisk og af høj kvalitet.
Jeg valgte derudover at melde mig ind i de forskellige Zero Waste facebookgrupper: Zero Waste DanmarkZero Waste KBH og Zero Waste Aarhus. Her lærte jeg at der også findes en embalagefri afdeling i Spidsroden på Nørrebro.

Mit indkøb og mit affald
Jeg besluttede mig for at indsamle mit affald i en hel uge. Jeg fandt en papirspose, som jeg skulle bære rundt på i den kommende uge, hvorend jeg gik hen. Jeg puttede en bøtte deri til organisk affald, da det jo lugter pga. den nedbrydningsproces, der sker. Mandag d. 19 september begyndte jeg at have en permanent skraldehåndtaske.
Hjemme hos min mor aftalte vi, at jeg nu skulle stå for indkøbet af grønsager og frugt. Her ville jeg købe ind i Tovehallerne med mine stofposer. Jeg ville satse på at købe friske, økologiske og danske råvarer.
Jeg besøgte også LØS igen, hvor jeg købte cookies i mit medbragte syltetøjsglas til Ungdom NOAHs onsdagsmøder. 



Dermed begyndte jeg mit projekt 
'Zero Waste - Full Awareness'.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar